For at Neva Masquerade skal være en så sund race som muligt, anbefales det, at vi udfører sundhedstest på vores avlsdyr. Testene vi laver er: HCM og PKD scanning, FIV og FeLV   og blodgruppering.
Desværre findes der ikke noget Sundhedsprogram for racen fra SVERAK.  

​

Nedenfor er information om de sygdomme, det anbefales at vi tester imod. 

​

HCM - hypertrofisk kardiomyopati hos katte 

​

Pawpeds anvender HCM-Hypertrofisk Cardiomyopathy Health Program til sibiriske kat og Neva Masquerade. 

Det betyder, at HCM-scanning anbefales ved 1 års alderen, derefter hvert år op til 3 års alderen, derefter opfølgning ved 5 og 8 års alderen.

 

HCM, eller hypertrofisk kardiomyopati, er en arvelig sygdom. Det er den mest almindelige hjertesygdom hos katte, og symptomerne starter normalt ved 2 til 4 års alderen. 

Symptomer kan også opdages tidligere, især hvis begge forældre havde sygdommen. Hankatte rammes oftere end hunner, og sygdommen optræder hos både stamkatte og huskatte.

HCM er en sygdom, som kan være svær for ejeren at opdage. Symptomerne kan være nedsat appetit, træthed og åndenød. Den mest almindelige måde at mistænke sygdommen på er i forbindelse med det årlige sundhedstjek, hvor dyrlægen lytter til kattens hjerte. Der kan høres mislyd eller uregelmæssige hjerteslag, i så fald bør katten gennemgå en ultralydsundersøgelse af hjertet, hvor diagnosen kan stilles. Forandringerne i hjertet består i, at hjertemusklen bliver fortykket. Det betyder, at hulrummet i hjertet bliver mindre, og der pumpes en mindre mængde blod ud i kroppen ved hvert hjerteslag. Da blodet skal transportere ilt til kroppen, opstår der symptomer på dårlig iltning i form af dårlig energi og åndenød. 

Sygdommen kan også føre til, at små blodpropper af størknet blod dannes i hjertet og føres ud i kroppen. Når blodproppen sætter sig fast i et snævrere blodkar, ofte hvor kropspulsåren deler sig til bagbenene, giver det lammelser og smerter i det ene eller begge bagben. Dette kaldes en blodprop eller trombe. 

Fortykkelse af hjertemusklen kan også skyldes forhøjet blodtryk og/eller for højt stofskifte. Ved diagnosticering af HCM er det vigtigt også at undersøge katten for disse tilstande. 

Man kan desværre ikke helbrede eller forhindre selve ændringen i hjertet, men man kan forebygge udviklingen af blodpropper ved at give blodfortyndende medicin. Hvis det er forhøjet blodtryk eller et højt stofskifte, der er årsag til fortykkelsen af hjertemusklen, kan udviklingen bremses, når disse sygdomstilstande kommer under kontrol. Når en kat er blevet diagnosticeret med HCM, bør den kontrolleres cirka hver sjette måned. Katte behandlet med blodfortyndende midler bør komme til kontrol en gang om året. 

Heldigvis kan de fleste katte, der får den korrekte medicin og regelmæssige kontroller, leve lange liv med sygdommen uden at lide af den.

​

KILDE: Blå Stjerne

​

​

PKD-polycystiske nyresygdomme

PKD er en autosomal dominant nyresygdom. Hvilket betyder, at katten kun behøver at arve én kopi af det muterede gen for at have PKD. Den kan dog også arve den fra to forældre med PKD. Tidligere troede man ikke, at disse killinger overlevede.

Kattene er født med en række cyster på nyrerne, der hverken kan være flere eller færre. De vokser dog med katten. Hvis de er mange og/eller bliver store, har katten nyresvigt. Cysterne indeholder væske. Over tid kan cysterne slå normal nyrefunktion ud og øge abdominaltrykket

​

Symptomer på sygdommen er:

- Følelse af tryk/smerter i underlivet
- Nyresten
- Nedsat evne til at koncentrere urinen
- Forhøjet blodtryk
- UVI
- Hæmaturi
- Uræmiske symptomer

​

PKD er ikke inkluderet i nogen races sundhedsprogram ifølge SVERAK. Tidligere blev perseren hårdt ramt af det. Sygdommen blev opdaget i vores race i januar 2019 og derefter blev startet et stort arbejde blandt os opdrættere i Sverige. Avlsdyr anbefales skal ultralydsscannes. Avlsdyr, der tester positive, kan fjernes fra avlen.

Underskriveren arbejder aktivt med at kortlægge sygdommen i Sverige og har et åbent register for PKD-scannede katte. Hvor alle inviteres til at indsende deres testresultater.

​

​

Kilde: Lennart Nilfors, Leg. dyrlæge,  Intern medicin

​

FIV – Feline Immunosuppressive Virus 

 

FIV hos katte er en virus, der har ligheder med HIV hos mennesker. Virussen kan ikke bekæmpes af kroppens immunsystem og før eller siden bliver katten syg. FIV angriber kattens hvide blodlegemer, ligesom FeLV (se nedenfor), hvilket fører til et svækket immunsystem. Symptomer ses oftere hos ældre katte, og FIV rammer mænd oftere end hunner. 

​

Symptoms 

Da FIV svækker immunforsvaret, bliver katten mere følsom over for forskellige infektioner, og symptomerne kan variere meget. 

Når katten først bliver smittet, er det ikke altid, at kæledyrsejeren mærker symptomer hos katten. Katten kan dog blive syg i en kort periode med feber og nedsat almentilstand. 

Katten er derefter rask i en periode, normalt flere år, før sygdommen bryder ud (sammenlign HIV og AIDS). 

Til sidst bliver katten alvorligt syg af infektioner, som normalt ikke ville have ramt katten. Nogle gange kan katten blive symptomfri og så blive syg i perioder. Generelt har katten en tendens til at blive værre og værre. 

 

Symptomer kan f.eks. be: 

·Luftvejsinfektion

· Betændelse i mundhulen 

·Slankning

·Diarré'

· Hudproblemer

·Forstørrede lymfeknuder 

· Tumorer

 

Infektionsveje 

Virussen spredes via spyt og blod og overføres oftest ved bid fra en inficeret kat. Nogle gange kan FIV også overføres via parring eller via livmoderen til killinger. Sidstnævnte kan bidrage til reproduktive problemer. Den største risiko for, at killingerne bliver smittet, er, hvis moderkatten bliver smittet under graviditeten. 

Udekatte har den største risiko for at blive smittet, da de kæmper med andre katte oftere end indekatte gør. 

 

Diagnose og behandling 

Antistoffer kan påvises ved hjælp af en blodprøve. En inficeret kat bærer virussen med sig resten af livet, men der kan gå op til otte uger, før antistofferne når at dannes. Hvis der er mistanke om, at den første prøve er taget i det akutte stadium af infektionen, kan det derfor være nødvendigt at tage nye prøver lidt senere for at udelukke FIV. Da immunsystemet ødelægges hos inficerede katte, er der nogle gange ingen antistoffer tilbage i blodet i de sidste stadier af sygdommen. Så er det heller ikke muligt at diagnosticere sygdommen ved hjælp af denne blodprøve. 

En inficeret kat kan leve sundt i mange år, før den bliver syg. Hvis katten er diagnosticeret med FIV, er det dog meget vigtigt, at katten holdes indendørs og ikke må møde raske katte for at undgå, at smitten overføres. 

Det er også godt at undgå at stresse katten for at mindske risikoen for at udløse sygdom. 

 

 

FeLV – Feline leukæmivirus 

FeLV er en virus, der angriber knoglemarven og kattens hvide blodlegemer, som er kroppens forsvar mod forskellige sygdomme. Fordi de hvide blodlegemer er inficeret, spredes virussen derefter med blodet og inficerer andre væv i kroppen. 

Killinger og ældre katte er mest følsomme. Mange katte modstår virussen takket være et effektivt immunsystem og slipper af med virussen inden for få uger/måneder. For dem, der bliver syge, kan det tage måneder til år, før katten bliver syg og viser symptomer. 

​

Symptomer 

Symptomerne kan opdeles i tumorsygdomme (blod-, knoglemarvs- og lymfekræft) og sygdomme, der resulterer i et svækket immunforsvar. Virussen kan også forårsage reproduktionsproblemer. 

 

Symptomerne varierer, men kan omfatte be: 

·Feber

·Åndedrætsbesvær 

·Dårlig appetit og vægttab 

· Betændelse i tandkød og slimhinder i munden 

·Blege slimhinder 

·Svækket immunforsvar, som kan føre til sekundære sygdomme i frem for alt luftveje og 

mave-tarmkanalen 

·Tidlig fosterdød og infertilitet 

 

Infektionsveje 

FeLV er mest almindeligt, hvor der er mange katte. Inficerede katte smittes hovedsageligt via spyt, f.eks. via bid eller at de slikker hinanden. De udskiller også en lille mængde virus via afføring og urin, men spyt er den vigtigste smittevej. Killinger kan blive smittet i livmoderen såvel som gennem modermælken. 

Raske katte kan være bærere. Nogle katte kan bære virussen latent i flere år, dvs. bære virussen uden at være syg eller bærer. Denne latente periode ender enten med, at katten bekæmper virussen eller med, at virussen aktiveres, og katten bliver en kronisk bærer. 

 

Diagnose og behandling 

For at påvise virussen kræves en analyse af en blodprøve. Det tager normalt mindst 2 blodprøver med et par måneders mellemrum for at skelne de katte, der har fjernet infektionen, fra dem, der har en vedvarende infektion. Hos de katte, der har en latent infektion, kan virussen ikke påvises. 

Behandlingen er svær, men der findes nu medicin, givet som indsprøjtninger under huden, som kan mindske risikoen for sygdom og for tidlig død. Der findes også vacciner, der kan beskytte katten mod virussen. Vaccinen bør dog ikke bruges for ofte, da den øger risikoen for usædvanlige tumorsygdomme. 

​

Feline neonatal isoerytrolyse

Katte har tre forskellige blodtyper, A, B og AB. A er den mest almindelige blodtype, mens AB er meget sjælden. A er dominant over B og AB, mens AB er dominant over B. Katte med blodgruppe B har kun disposition for B (dermed er homozygote), mens katte med blodgruppe A også kan have anlæg for blodgruppe AB og B. kattens forskellige blodgrupper kan give problemer i forbindelse med blodtransfusioner.

​

Et meget mere almindeligt problem forårsaget af forskellige blodtyper er dog neonatal isoerythrolyse hos katte. Feline neonatal isoerythrolyse opstår, hvis en hunkat med blodtype B parres   med en hankat, der har blodtype A og producerer killinger med blodtype A. Katte med blodtype B danner stærke antistoffer mod blod type A, mens katte med blodtype A kun har en svag antistofdannelse mod blodgruppe B. Disse antistoffer vil være til stede i mælken hos den diegivende hunkat. Når killingerne dier, optages antistofferne i tarmen og kommer ud i blodet, hvor de begynder at angribe killingernes røde blodlegemer, som nedbrydes.

​

Bliver svagere efter fødslen

Killingerne er stærke og sunde, når de bliver født, men bliver derefter gradvist svagere. Symptomerne kan variere i styrke. Nogle killinger med blodgruppe A påvirkes slet ikke, mens andre dør hurtigt, før de udvikler symptomer. Typiske symptomer er, at killingerne bliver svage og ikke vil amme. Nedbrydningen af blodcellerne får killingerne til at få gulsot, og urinen bliver brun-rød. Hos killinger, der er let ramt og overlever, kan halespidsvævet dø (nekrose) i en til to ugers alderen. Jo tidligere symptomerne viser sig, jo dårligere er prognosen. Antistofferne kan kun optages af tarmen i den første dag af killingens liv.

Feline neonatal isoerytrolyse kan således undgås ved at fjerne unger med blodgruppe A fra en hun med blodgruppe B i løbet af det første døgn efter fødslen. Du lader dem enten afvænne fra en hunkat med blodtype A, eller du giver dem mælkeerstatning. Efter et døgn kan ungerne returneres til moderen uden risiko.

​

Symptomer – så kan det være for sent

Når først symptomer viser sig, er det normalt for sent at redde killingen. Hvis du ved, at hunkatten har blodtype B og er parret med en hankat, der har blodtype A, bør du derfor forhindre killingerne i at amme i 24 timer. Hvis både far og mor har blodtype B, vil alle børn også have blodtype B og i sådanne tilfælde vil der ikke være problemer med neonatal isoerytrolyse.

Hyppigheden af katte med blodtype B varierer mellem forskellige racer. Blodtype B er meget sjælden hos huskatte, men er ret almindelig hos nogle katteracer. Spredningen varierer også geografisk, alt efter hvilke linjer der er blevet avlet. Racer, hvor en stor del af katte med blodtype B (25-50 procent) er fundet i USA, er British Shorthair, Devon Rex og Cornish Rex. Hos abessinere, somaliere, persere og hellige burmesere blev blodtype B fundet hos 10-20 procent af de testede katte. Blodgruppe AB er endnu sjældnere end B, men killinger med blodgruppe AB udsættes også for neonatal isoerytrolyse ligesom killinger med blodgruppe A.

Hos racer med høj frekvens af blodtype B kan der være grund til rutinemæssigt at bestemme kattens blodtype inden første parring. Blodgruppebestemmelse kan foretages gennem en serologisk test af en blodprøve. I dag er det også muligt at bestemme blodgruppen ved hjælp af en DNA-test (test af arvematerialet). Med en DNA-test er det muligt at finde ud af, om en kat med blodgruppe A er bærer af blodgruppe B. Det er dog ikke muligt at skelne mellem blodgruppe A og AB med en DNA-test. Du kan også bruge en hurtig test til at finde ud af blodgruppen direkte på tidspunktet for testen. Ulempen ved hurtigstesten er, at man ikke kan finde ud af, hvilken antistoftiter (mængde af antistoffer i blodet) katten har, og det er heller ikke muligt at se, om katte med blodgruppe A er bærere af blodgruppe B.

​

Handlinger

Dødelighed blandt killinger kan ikke helt undgås, men hvis du har mistanke om, at et unormalt højt antal killinger dør, bør du helt sikkert tage affære. Du bør tænke dine rutiner igennem i forhold til vaccinationer, ormekur, hygiejne og forebyggelse af smittespredning.

Et vigtigt skridt i efterforskningen er at få obduceret døde killinger. Du kan enten kontakte din dyrlæge for at få hjælp, eller du kan selv sende killingen til obduktion sammen med en detaljeret redegørelse for processen. Det er vigtigt, at killingen obduceres hurtigst muligt efter den er død for at få et godt resultat af obduktionen. Hvis barnet er dødfødt, skal moderkagen og fosterhinderne også sendes med. Information om, hvordan man går frem for at indsende et dyr til obduktion, kan findes på SVAs hjemmeside (www.sva.se).

Sender du ikke killingen med det samme (hvis den fx dør på en fredag og risikerer at blive efterladt med posten i weekenden), bør du hurtigst muligt køle den ned til køleskabstemperatur. Killinger, der skal obduceres, bør ikke nedfryses, da vævene derefter vil blive ødelagt.

​

Pengene værd

Selvom en obduktion kan virke dyr, kan det være penge givet godt ud, hvis det fører til en løsning på problemet. Hvis du har mistanke om, at katte-neonatal isoerytrolyse kan være årsagen til, at killinger dør, bør du finde ud af, hvilken blodgruppe hunkatten har. Hvis hun har blodtype B og parres med en hankat med blodtype A, er årsagen til problemet sandsynligvis fundet. Du kan så tage foranstaltninger, så flere killinger ikke dør af samme årsag igen.

Doktor i veterinærmedicin Eva Axnér arbejder ved Institut for Reproduktion ved Institut for Kliniske Videnskaber, Fakultetet for Veterinærmedicin og Husdyrvidenskab ved Sveriges Landbrugsuniversitet i Uppsala.

​

Kilde: Agria